Kundeservice 88 33 66 86 Alle hverdage mellem 08.00-16.00
 

Adnan styrker sit dansk og sine sociale kompetencer i løntilskud

undefined

Når 43-årige Adnan møder ind på arbejde på Bispebjerg Hospital, så føler han sig som en del af noget. Adnan er i løntilskud på hospitalets rengøringsafdeling, og er til dagligt med til at holde gange og stuer rene: ”Jeg havde ikke arbejdet i lang tid, og Thomas (Adnans jobkonsulent i DEKRA Job red.) fik mig ind i køkkenet på Hvidovre Hospital i praktik. Det gik godt, og jeg fik meget ros. Derefter kom jeg direkte i løntilskud på rengøringsafdelingen på Bispebjerg Hospital,” fortæller han.

Værdien af et arbejde

Adnan er født og opvokset i Pakistan, og kom til Danmark i en ung alder. Han er ufaglært, og han har tidligere arbejdet i mindre butikker og været kioskejer, hvor han følte, at han manglede kontakt og fællesskab med andre mennesker. Derfor var Adnans arbejds- og privatliv i mange år ikke optimalt: ”Men jeg er rigtig glad nu. Jeg blev skilt for et par år siden - så jeg er alene nu. Når jeg kommer her (på Bispebjerg red.), så får jeg talt med andre mennesker. Jeg bliver også bedre til dansk, da jeg ikke har gået i en dansk skole,” fortæller han. Men på trods af glæden for at tale med andre mennesker, så foretrækker han at udføre sit arbejde selv: ”Jeg kan gøre mit bedste sådan. Så kan jeg være grundig, og vide at jeg har gjort det godt,” understreger han.

Det kan virke selvmodsigende, at være glad for social kontakt og så samtidig ville arbejde alene, men for Adnan handler det om tryghed og struktur: ”Jeg forstår ikke altid mine kollegaers måde at arbejde på, og jeg vil ikke have det kommer i vejen for mit eget arbejde,” forklarer han. Forklaringen skyldes, at Adnan aldrig har haft fravær fra sit arbejde. Derfor havde han i starten svært ved at forstå, at arbejdsplanerne skulle laves om, når kollegaer f.eks. meldte sig syge. Selvom Adnan har haft det på den måde, så har det ifølge Adnans chef, Lena, ikke været en forhindring for at indgå i teamet: ”Adnan har brug for fast struktur i sit arbejde, og han har klaret det godt. Både i forhold til at passe sit arbejde, men også at tilpasse sig måden vi gør tingene på. Det er aldrig værre, end at vi taler sammen, og finder en løsning,” fortæller hun. Derudover hjælper det faktum gevaldigt, at Adnan ifølge Lena er høflig og aldrig er kommet for sent på arbejde. En anerkendelse som Adnan er tydeligt stolt af under samtalen.

Portørdrømme

 

Adnans løntilskud slutter i september, og da det stadig er uvist, om der er penge til at fastansætte ham, så har rosen fra hans chefer, og hans møde og kontakt med portørerne på Bispebjerg Hospital, fået ham til tænke fremad: ”Hvis de giver mig en chance for et job – så fint nok. Hvis jeg ikke bliver ansat, så ved jeg, at det ikke er fordi, at jeg ikke har passet mit arbejde. Det kan jeg godt leve med. For så kunne jeg godt tænke mig at tage en uddannelse til portør,” understreger han.

Adnan har derfor aftalt med sin jobkonsulent i DEKRA Job, at se på muligheder for uddannelse til portør såfremt løntilskuddet ikke fører til job.