Kundeservice 88 33 66 86 Alle hverdage mellem 08.00-16.00
 

Gitte smeder bryllupper og en ny fremtid sammen på Dragør Badehotel

Gitte foran sin praktikplads - Dragør Badehotel

Selvom Gitte Yvonne Christensen har hærdet stål i sin smedje i næsten 22 år, vidner hendes historie om, at hendes vilje også er blevet hærdet over ilden gennem årene. Da livet ramte hende – hårdt – satte hun sig for at tage styringen for at hjælpe hende selv og dem omkring hende. Et princip der skar tydeligt igennem, da vi mødte hende på hendes praktikplads på Dragør Badehotel. 

Fra Zulu Awards til jobcentret

Gitte har de sidste 22 år drevet Kvindesmedien på Christiania sammen med to veninder. Smedjen startede som en slags landsbysmedje, der stod for at producere alt fra lamper til ovnrør til boligerne på Christiania. Som årene er gået, har smedjen udvidet til også at producere kunstværker og udsmykninger til boliger. Smedjen har blandt andet stået for at levere statuetter til Zulu Awards. Gitte har selv stået ved ilden, og været med til at forme de produkter, der har fået Kvindesmedien med på den røde løber, når deres prisstatuetter skulle deles ud. Knapt så glamourøst var det dog, da de mange år ved ilden begyndte at sætte sig spor på Gittes helbred: ”Mit knæ kollapsede fuldstændigt en dag. Så fulgte hænderne. Derefter gik jeg sådan ’piv piv piv’ rundt på arbejdet i en periode, og måtte til sidst indse, at jeg var nødt til at melde mig syg,”fortæller Gitte. Kort tid efter fik hun konstateret slidgigt i knæ, hænder og skuldre.

Gigten blev ikke bedre under sygemeldingen, og det gik langsomt op for Gitte, at hun nok ikke kom tilbage til ilden. Hun kontaktede derfor jobcentret med nyheden om, at hun ikke blev rask nok til at kunne passe sit gamle arbejde: ”Jeg tænkte: ’Åh nej, nu skal jeg gennem alt det der’. Jeg havde hørt så mange skrækhistorier om, hvordan det her system var,” forklarer hun. Gitte besluttede derfor selv at tage styring på sit forløb.

Vilje af stål

På trods af sin skepsis så var Gittes første møde med jobcentret positivt: ”Jeg havde besluttet mig for, at jeg skulle omskoles. Jeg kontaktede Dragør Badehotel, der var interesserede i at tage mig i praktik, hvis jeg fik lidt uddannelse. Det sagde jeg til konsulenten, der var helt enig. Hun sendte mig i genoptræning og i revalidering hos DEKRA Job,” fortæller Hun. ”Det overraskede mig, at jeg fik så meget medvind. At der rent faktisk var en interesse og velvilje til at hjælpe mig i den retning, jeg gerne ville. Det var jeg positivt overrasket over,” understreger hun.

Gennem hendes jobkonsulent i DEKRA Job kom det praktiske i orden, og Gittes ønske om omskoling og praktik blev godkendt. Kort tid efter startede Gitte på Niels Brock: ”Jeg synes, at det var lidt kedeligt, men jeg lærte noget,” forklarer hun med et glimt i øjet. Så på trods af lidt kedsomhed og hendes slidgigt - så gik det godt for Gitte på trods af hendes nye dagligdag.

undefined

Desværre var lykken kort, for mens hun gik til undervisning, tog Gittes liv pludseligt en hårdere drejning. En dag til undervisning fik Gitte beskeden om, at en af hendes veninders søn var gået bort: ”Jeg havde det af helvede til. Jeg tænkte straks; ’Hvad laver jeg her!?’,” forklarer hun om dagen, hvor hun fik beskeden. Som salt i såret kom denne ulykke ikke alene. I samme periode var Gittes mor ved at dø på grund af svær sygdom, og en anden veninde skulle gennem en hjerteoperation. Så mens Gitte var i gang med at smede sit eget liv om, var der udfordringer nok i omgangskredsen, mens hun sad på Niels Brock. Få ville havde holdt det mod Gitte, hvis hendes overskud ikke var holdt ved. Alligevel blev hun ved med at dukke op til undervisning på Niels Brock: ”Jeg kom igennem ved at holde ved mine mål. Det var jeg nødt til. Selvfølgelig har jeg haft dage, hvor jeg tænkte: At nu kunne det hele være lige meget. Men jeg har også den grundindstilling, at det ikke kunne nytte noget, at jeg også gik ned med flaget, når dem der betød noget for mig havde brug for hjælp. Så kunne jeg jo ikke hjælpe nogen overhovedet,” forklarer Gitte i en bestemt men kærlig tone.

Gittes udholdenhed skulle vise sig at hjælpe, for hendes mor overlevede, venindens operation gik godt Selvom det gjorde ondt, kunne hun støtte veninden, der mistede sin søn. Gitte var også begyndt at oplære sin søn som smed, så han kunne hjælpe til at sikre, at smedjen kunne gå videre. Gitte afsluttede sin uddannelse, og var klar til nye udfordringer på Dragør Badehotel.

Bryllupssmeden

I dag står Gitte for større arrangementer på Dragør Badehotel, og hun holder styr på alt det praktiske med at få booket værelser, koordinere maden og holde kontakten til gæsterne: Mit første bryllup gik forfærdeligt. Jeg havde jo ingen idé om, hvor hulens lang tid alting tog at planlægge. Jeg havde et bryllup, hvor jeg troede, at jeg kunne være overtjener – dét kunne jeg ikke. Men på trods af det hele, havde de en god fest bagefter. De drak hele vores sprutlager,” konstaterer hun med et smil. Trods den svære begyndelse er hun i dag helt tryg, når hun personligt står for at afholde bryllupper, konfirmationer eller begravelser: ”Jeg har fundet formularen – og gode overtjenere. Jeg har haft mange gode arrangementer nu. Jeg havde for eksempel et bryllup, hvor parret havde advaret mig, at moren godt kunne være ’lidt af en rappenskralde’. Det var hun også, fordi hun selv havde været restauratør. Hun havde en mening om alt. Men hun endte med at kramme kokken og jeg, fordi at det hele havde været så godt,” fortæller Gitte - tydeligt stolt. Mange af arrangementerne følger Gitte selv til dørs på dagen, og hun nyder den lille belønning, der er i at drikke en øl og ryge en smøg ved solopgang, når bryllupsfesterne som regel slutter.

 undefined

Efter Gittes fortælling om hendes vej fra smedjen til badehotellet, glemmer man lidt at Gitte lider af slidgigt, da hun sjældent nævner sin sygdom. Men ifølge Gitte selv så er det meningen, at hun lader sin sygdom gå i baggrunden: ”For mig handler det om at bevare min egen glæde. At bevare noget glæde midt i det hele. Hvis man er syg, og har prøvet at have ondt, så ved man også, hvor glad man er, når man så ikke har det. Jeg har jo gode dage med min sygdom, og jeg føler mig lidt utaknemmelig, hvis jeg ikke værdsætter de dage,” understreger hun.

 Gitte er i praktik på Dragør Badehotel til sommeren 2019.